Studietur

Hvert år rejser vi på studietur til udlandet. Det er en fantastisk tur med spændende oplevelser og fællesskab.

De sidste tre år er turen gået til øen Korfu i Grækenland. På turen vil du opleve en anden kultur som byder på spændende mad, interessante bygninger og masser af sol. På turen bor du i lejlighed med 2-4 andre elever. I skal sammen med en lærer stå for morgenmaden i lejligheden. Om dagen oplever vi forskellige ting som gamle ruiner, cykeltur i bjergene, shoppedag i storbyen og at snorkle. Du er selv med til at foreslå, hvad vi skal opleve, ligesom du også selv skal ud og spise frokost med nogle andre elever.

Vi har også været på Kreta to gange. Formålet med studieturen er blandt andet at udfordre dig personligt, at give dig en oplevelse for livet, og at styrke dit sammenhold med dine venner på skolen.